Pikkelhue, (af ty. Pickelhaube, 1. led omdannelse af Becken 'kumme, fad, bækken'), oprindelig en middelalderlig hjelm, efter 1843 en læderhjelm med kort skygge, lille nakkebeskytter og hjelmkam med spids, der det år blev indført i den preussiske hærs infanteri. Omkring 1850 afløste pikkelhuen den klodsede chakot i mange landes hære. Pikkelhuen blev et symbol på Preussen, hvorfor mange mere franskorienterede lande efterhånden erstattede den med en kepi eller lille kasket.