Stillingskrig, krig, der i hovedsagen føres fra såvel skyttegrave og anden feltbefæstning som fra permanente stillinger. Under 1. Verdenskrig udviklede operationerne på Vestfronten sig til stillingskrig med sammenhængende skyttegravssystemer, der strakte sig langt bagud fra fronten. De var meget vanskelige at gennembryde uden enorme tab, og lykkedes det, havde man ikke stærke mobile styrker til at udnytte gennembruddet. Disse styrker skabtes med udviklingen af pansrede, terrængående køretøjer som kampvogne, hvorfor 2. Verdenskrig trods udstrakt brug af feltbefæstningsarbejder blev en bevægelseskrig. Se også krig (landkrig).