Kårde, (via mnty. korde fra russ. korda, af pers. kārd 'kniv'), stødvåben med lige, tveægget klinge og midtstillet od. Kården har fæste med fingerbøjler, pas d'âne, stikplade og evt. håndbøjle. Gennem fægtekunsten udvikledes kården i begyndelsen af 1600-t. fra rapiren, der kunne anvendes til både hug og stød, til et rent stikvåben. Kården var et let våben, der gav en mindre sportstrænet mulighed for ved parader at forsvare sig mod fysisk stærkere modstandere. Kårde er sammen med fleuret og sabel et konkurrencevåben inden for moderne fægtesport; se fægtning.