Monaco, fyrstendømme på den franske Middelhavskyst 10 km øst for Nice. Landet med den beskedne udstrækning på ca. 3 km langs kysten og få hundrede meter i bredden er af velhavere søgt som turistmål og skattely. I praksis er området en integreret del af Frankrig.
Monacos flag er et handelsflag, koffardiflag, der også benyttes som nationalflag. Flaget indførtes officielt i 1881. Farverne stammer fra Grimaldislægtens våbenskjold, som kendes fra 1300-t. Statsflaget er hvidt med Grimaldiernes våbenskjold i midten.
| Dansk navn | Monaco |
| Lokalt navn | Principauté de Monaco |
| Engelsk navn | Monaco |
| Areal | 2 km2 |
| Indbyggertal (2005) | 35.000 |
| Hovedstad | Monaco |
| Sprog | fransk (off.), ligurisk (italiensk dialekt), monegaskisk (provencalsk dialekt), engelsk, andre |
| Befolkning | franskmænd 47%, monegaskere 16%, italienere 16%, andre 21% |
| Religion | katolikker 90%, andre 10% |
| Møntenhed | euro |
| Møntkode | EUR |
| Nationalitetsplader til biler | MC |
| Internetdomænenavn | .mc |
| Tidligere møntenhed | franske franc |
| BNP pr. indb. (2000) | 27.000 $ |
| Middellevetid (2005) | mænd 75 år, kvinder 83 år |
| Indeks for levevilkår (HDI, 2005) | - |
| Indeks for levevilkår (position) | - |
Hele landets areal er fuldt udbygget og indgår i den næsten ubrudte bebyggelse langs Côte d'Azur. Jernbanen er lagt i tunnel under landet. Søværts udvidelser er mulige, og i 2002 fordobledes yachtkapaciteten med en stor flydemole.På en klippehalvø ligger hovedstaden Monaco med fyrsteslottet og et kendt oceanografisk museum. I bydelen Monte Carlo ligger det berømte kasino, der bidrager til landets indkomster. Indbyggerne betaler normalt ikke skat. Dette og en nidkært bevogtet bankhemmelighed har tiltrukket velhavende tilflyttere, og en stor del af bebyggelsen udgøres af luksusboliger. Erhvervslivet domineres af turisme, som animeres af talrige kongresser samt sports- og kulturarrangementer. Særlig kendt er det årlige bilvæddeløb gennem Europa, Monte Carlo Rally, samt formel 1-løbet Monaco Grand Prix gennem byens gader. En kosmetik- og medicinalindustri er vokset frem, og økonomien er dermed mindre afhængig af kasinoet end tidligere.
Monacos forfatning, som er fra 1911, blev modificeret i 1917 og nyskrevet i 1962. Monaco er et arveligt fyrstendømme, som siden 1861 har stået under fransk beskyttelse; såfremt der ved en fyrstes død ikke er en mandlig arving, indlemmes Monaco i Frankrig. Den lovgivende magt ligger hos fyrsten og et nationalråd på 18 medlemmer, som vælges for fem år ved almindelige valg; fyrsten har den udøvende magt sammen med en regering på fire medlemmer. Regeringen ledes af en statsminister, som fyrsten udpeger ud fra en liste med navne på tre franske diplomater, der forelægges ham af den franske regering.
© Grand Prix Photo/Peter Nygaard
Monaco. Monte Carlos snoede gader har inspireret til adskillige billøb. På fotografiet forberedes til Monacos formel 1-grandprix 2006.
Officielt sprog er fransk, der er modersmål for ca. 60% af befolkningen. Den occitanske dialekt monegaskisk og den italienske ligurisk tales hver af ca. 15%.
Den romersk-katolske kirke er statskirke, og ca. 90% af befolkningen tilhører denne. Derudover bor der især anglikanere og reformerte.
Uddannelsessystemet er meget lig det franske, se Frankrig (uddannelse), men indeholder desuden fag som fyrstendømmets historie og monegaskisk sprog. Det offentlige skolesystem er obligatorisk for 6-16-årige og omfatter en femårig grundskole for 6-11-årige. Overbygningen er syvårig med et fireårigt og et treårigt niveau. På det sidste niveau deles eleverne i en almen og en teknisk linje.
Ved siden af det offentlige uddannelsessystem findes et omfattende privat skolesystem, som optager ca. en tredjedel af hver årgang.
Videregående uddannelse inden for sygepleje, handel, industri, hotelvirksomhed og bankvæsen finder sted i Monaco, mens universitetsuddannelse hovedsagelig foregår ved franske universiteter.
© Scanpix/REUTERS / Monaco Press Center / Handout
Monaco. Albert 2. fotograferet under tronbestigelsesceremonien den 17.11.2005.
Monaco blev grundlagt af fønikierne og kom i 500-t. f.Kr. under Massalia (Marseille). I Romerriget nød Monaco godt af stor velstand. I 600-t. blev området en del af det longobardiske kongedømme, og senere blev det inddraget i kongedømmet Arles. Da saracenerne angreb den liguriske kyst, kom Monaco under muslimsk herredømme.
I slutningen af 900-t. kom den genovesiske familie Grimaldi i besiddelse af området, og 1297 opnåede de et egentligt herredømme som fyrster af Monaco. I løbet af 1500-t. var fyrstendømmet hovedsagelig under spansk kontrol og i 1600-t. under fransk dominans. Efter Wienerkongressen i 1815 tilfaldt Monaco kongeriget Sardinien. I 1861 fik det sin nuværende selvstændige fyrstendømmestatus under fransk protektion. Skattefriheden blev indført i 1869.
Fyrst Rainier 3. døde i 2005 efter 56 år ved magten og efterfulgtes af sin søn, prins Albert 2.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
| Fil | Tilføjet af | |
|---|---|---|
| [+] 25632931.601.svg (882 bytes)
| Admin 06/03/2009 | |
| [+] 25658246.601.svg (351.89 kB)
| Admin 06/03/2009 | |
| [+] 26972149.601.svg (51.03 kB)
| Admin 06/03/2009 | |
| 27119626.mp3 (1312.39 kB) Monaco. Nationalhymne. | Admin 06/03/2009 |
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki