Frøya er en norsk ø i havet ud for Trondheimsfjorden på 152 km2. Den består mest af lave mosestrækninger og grundfjeldspartier. Fiskeri og fiskeopdræt med tilhørende fiskeindustri er det væsentligste livsgrundlag for befolkningen. I 2000 åbnedes en 5,3 km lang vejtunnel under vandet til naboøen Hitra. En anden tunnel åbnet 1994 forbinder Hitra med fastlandet. Udenfor Frøya er havet grundt med en mængde opstikkende øer og holme.