Søgeteksten gudbrandsdalen er blevet fremhævet i artiklen. Klik her, hvis du ønsker at fjerne søgeteksten fra artiklen.
Gudbrandsdalen, ca. 200 km lang norsk dal, der gennemstrømmes af Gudbrandsdalslågen og i et mere eller mindre slynget forløb løber mod SØ fra Lesjaskogsvatnet til Mjøsa. Dalen er skabt ved gletschererosion og er i den sydlige del overvejende bred og åben. Terræn og jordbund skifter en del, og landskabet veksler mellem intensive landbrugsområder og tætte nåleskove. Pga. lævirkningen fra fjeldene mod vest har store dele af Gudbrandsdalen et tørt klima, og nogle steder har markerne været kunstvandet helt fra vikingetiden og frem til nu. For mange af bønderne har skovbrug været en lige så vigtig indtægtskilde som landbruget, og træ og landbrugsvarer er fortsat de vigtigste råvarer fra dalen.
I modsætning til mange andre norske dale har Gudbrandsdalen ikke været afsondret; den ligger på den gamle rute fra Oslo til Trondheim, og dalens gamle folkekunst er påvirket udefra. Væsentligst for økonomien er vinter- og sommerturismen, og Gudbrandsdalen med sidedale rummer mange hoteller, hytter og campingpladser. Helt frem til 1900-t. havde dalen ingen byer; nu er der én større by, Lillehammer. Hertil kommer flere bygdecentre og stationsbyer, fx Otta og Vinstra, som har udviklet sig til handels- og turistcentre.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki