Hedmark Fylke.

.

Hedmark Fylke var indtil 2020 et østnorsk fylke (amt) beliggende op mod den svenske grænse; 27.388 km2, 196.190 indbyggere (2017). Hedmark er nu en del af Innlandet fylke.

Det var Norges vigtigste skovbrugsområde og samtidig et vigtigt landbrugsfylke. Landskabet er varieret; Hedmarken, øst for søen Mjøsa, er et bølget landskab med intensiv dyrkning af korn, kartofler, raps og grøntsager. Også langs med elven Glomma er der en del landbrug, men det er nåleskoven, der dominerer helheden. Derudover er der højfjeldsområder; mest kendt er Rondane, hvis østlige del ligger i Hedmark. Både højde- og jordbundsforhold betinger de store landskabsvariationer. Landbrugsområderne omkring Mjøsa har meget frodig jordbund, dannet ved forvitring af kalkholdige, næringsrige skifre, mens fx skovene omkring Østerdalen står på en næringsfattig sandstensbund (sparagmit). Ned gennem hele fylket løber Glomma, der længe følger Østerdalen.

Befolkningstallet var i 1900-tallet i tilbagegang som resultat af skovbrugets mekanisering og nedlæggelse af mange små landbrug. Industrien, der især er baseret på råstoffer fra land- og skovbrug, er koncentreret omkring Elverum og Kongsvinger samt øst for Mjøsa. Rationaliseringer har medført et fald i antallet af industriarbejdspladser, en udvikling, som til dels er opvejet af vækst i servicesektoren.

De største byer, administrationscentret Hamar, Kongsvinger og Elverum, har oplevet en vis befolkningsvækst, mens mange land- og skovbrugsområder oplever stagnation i folketallet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig