Setesdal er en sydnorsk dal, som gennemstrømmes af elven Otra. Den lange dal strækker sig mod syd fra Haukeliområdet over Byglandsfjorden til Evje nord for Kristiansand. I århundreder havde Setesdal kun ringe kontakt med omverdenen, og her udvikledes og bevaredes en egen kultur inden for byggeri og kunsthåndværk, især sølvsmedearbejder. Så sent som i 1950'erne kunne man her se kvinder på markarbejde iklædt egnsdragter. Vejbyggeri åbnede dalen, der nu bl.a. tiltrækker mange turister.