Spitsbergen, (af nederl. adj. spits 'spids' og plur. af berg 'bjerg'), tidligere Vest-Spitsbergen, er med 39.000 km2 den største af øerne i Svalbard. Øen blev navngivet af hollandske hvalfangere efter bjergenes forrevne og takkede profil.
Store dele af øen er dækket gletsjere. Store iskapper, som helt skjuler det underliggende landskabs former, finder man hovedsagelig på Ny-Friesland og Olav V-Land i nordøst. I vest og syd stikker spidse nunatakker op af isen. I øvrigt forekommer større og mindre dalgletsjere, hvoraf flere når ned til havfladen.
Et karakteristisk træk i landskabet er de dybt indskårne fjorde, med Van Mijenfjorden, Isfjorden og Wijdefjorden som de betydeligste. Hvor bjerggrunden består af horisontale lag, særligt omkring Isfjorden, finder man karakteristiske plateaufjeld eller trappeformede fjeld, ofte med stejle sider. Lange strækninger af kysten i vest har en tydelig strandflade, som enkelte steder er op til ti kilometer bred.
Svalbards hovedstad Longyearbyen ligger ved Isfjorden; her ligger også de øvrige gamle minebyer Barentsburg og Pyramiden. Det nordligste sted hvor mennesker opholder sig over tid, er forskningsstationen Ny-Ålesund i nordvest.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.