Hornavan, ca. 60 km lang sø i det centrale Lappland i Nordsverige. Søen ligger på Skellefteälven og er med en dybde på 221 m Sveriges dybeste. Den reguleres til vandkraft af en dæmning ved Arjeplog, og vandarealet varierer mellem 220 og 283 km2. En sommersejlrute over nordenden af søen indgår i vandreruten Kungsleden.