Kalmarsund, sundet i Østersøen mellem Sveriges fastland og Öland. Sundet er næsten 150 km langt; bredden varierer fra over 20 km ved sundets ender til 3,5 km ved halvøen Skäggenäs; den er 6,5 km ved Kalmar, hvor Ölandsbroen (1972) fører over til Färjestaden på Öland. I den nordlige del af farvandet ligger småøerne Vållö og Runnö samt den legendariske Blå Jungfruns 86 m høje granitkuppel, der er naturpark.