Kronobergs län, administrativ region i Sverige, som omfatter den sydvestlige del af landskabet Småland; 9423 km2, 194.628 indb. (2017). Lenets administration ligger i Växjö, som rummer Smålands domkirke og et lille universitet; mere end en tredjedel af lenets indbyggere bor i Växjö kommune. ca. 30 % af de erhvervsaktive er beskæftiget i industri; bl.a. fremstilles højt forædlede varer som kunstglas (Kosta), kvalitetspapir (Lessebo) og møbler (Älmhult, IKEA-koncernens hjemsted). Udviklingen foregår primært i Växjö, mens de øvrige dele af lenet er karakteriseret ved faldende folketal. Ca. 70 % af arealet er dækket af skov.