Sundsvall
Sundsvall er landskabets største by.
Licens: CC BY 2.0

Medelpad er et landskab i det nordlige Sverige, som gennemstrømmes af Indalsälven og Ljungan. Det er 6792 km2 stort og har 126.323 indbyggere (2018).

Natur

Landskabet indgår i Västernorrlands län. Undergrunden består af granit og især gnejs og er præget af brudlinjer i hovedretningen nordvest-sydøst. Elvenes erosion har skabt dybe furer, hvori havet trængte ind og dannede fjorde, da isen forsvandt fra området. Den senere landhævning, som ved kysten andrager 270 m og inde i landet noget mindre, har medført, at elvenes nedre løb har skåret sig ned i de frugtbare havaflejringer.

70 % af arealet er dækket af skov, især gran; hertil kommer en del mosearealer. Opdyrkningen er især knyttet til de store elvdale, i særlig grad den brede Ljungandal med de bedste jorder neden for den højeste kystlinje. Den forskellige grad af soleksponering giver sig tydelige udtryk i bebyggelsen og opdyrkningen af dalsiderne.

Erhverv

Tidligere ernærede Medelpad kun en ret lille befolkning, men med intensiveringen af skovbruget i slutningen af 1800-tallet steg befolkningstallet. Samtidig forsvandt den traditionelle jernudvinding baseret på trækul. Tømmerflådning på elvene dannede basis for træindustri i kystbyerne, bl.a. Sundsvall, og især efter indførelsen af dampdrevne save; Sveriges første savværk med dampkraft blev anlagt i Tunadal i 1849. Nu er dampen erstattet af el, og træet anvendes i stigende grad til papir- og papirmassefabrikation; en vidtgående rationalisering har samlet produktionen på nogle få, store enheder. Regionens store vandkraftproduktion udnyttes også i andre energikrævende industrier.

Trafikforbindelserne går især langs kysten og i de brede elvdale, således Karolinerleden, en af middelalderens pilgrimsveje til Trondheim.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig