Odensjön, (1729 Odensiö, 1. led vist af gudenavnet Odin, 2. led sv. sjö 'sø'), lille sø på nordsiden af Söderåsen i Skåne. Søen ligger i bunden af den dybe og snævre Nackarpsdal, den sydligste af tre sprækkedale, der fører ind i grundfjeldshorsten. Søen er 20 m dyb og næsten cirkelrund. Tidligere blev den opfattet som et meteorisk eller vulkansk krater, men der er formentlig tale om en vældig jættegrydedannelse i forbindelse med en israndslinje.