Orust, ø ved Bohuslänkysten 50 km nord for Göteborg; 346 km2, Sveriges tredjestørste ø. Undergrundens gnejsmassiv har brud, sprækkedannelser og forskydninger, som har dannet stejle partier både ved kysten og inde i landet. Øens østlige del er skovklædt, mens den vestlige hovedsagelig er nøgent fjeld og raviner. Fra gammel tid har Orust været kendt for bådebyggeri, et erhverv, der fortsat er af betydning. Der er flere lystbådehavne; Mollösund er et karakteristisk gammelt fiskerleje. Mod nord og syd er der broforbindelse til fastlandet.