Sjaunja, naturreservat i Lappland, Sverige; 2850 km2. Det vanskeligt tilgængelige område har gamle polygonjorde, som sammen med et vældigt system af smeltevandsrender vidner om forholdene i slutningen af sidste istid. Bevoksningen veksler mellem heder, kær, birke-, gran- og fyrreskove, men området domineres af et kompleks af søer og moser med et rigt fugleliv.