Skåne. Glimmingehus er Jens Holgersen Ulfstands velbevarede middelalderborg, opført fra 1499. Borgen, der ligger nær Simrishamn, er et levende museum med bl.a. middelalderaktiviteter.

.

Svaneholm nær Skurup i det sydlige Skåne. Godset blev opført ca. 1530 af den danske rigsråd Mourids Jepsen Sparre og har bl.a. været ejet af den svenske landbrugsreformator Rutger Macklean.

.

Lund. Byens centrum domineres stadig af den romanske domkirke med de ganske vist stærkt restaurerede tvillingetårne mod vest og den magtfulde, søjleprydede apsis mod øst. Den store hvide bygning nord for kirken er Lunds Universitet, den mindre med det grønne tag forrest i billedet er Historiska museet.

.

Skåne. Christian 5. indtager 3.7.1676 Helsingborg under Den Skånske Krig. Maleri af Claus Møinichen; Frederiksborgmuseet. Den danske hær var gået i land ved Råå syd for Helsingborg fire dage tidligere uden at møde modstand og havde indledt angrebet på byen dagen efter. Maleriet, der er fra slutningen af 1680'erne, er udført i tidens sædvanlige heroiske stil, men sejren var også ret let: Da et krudtmagasin sprang i luften, overgav kommandanten fæstningen.

.

Skåne. Hovedgården Marsvineholm vest for Ystad.

.

Alnarp Slot nord for Malmø er et af flere campusser for Sveriges landbrugsuniversitet (SLU). Det daværende landbrugsinstitut tog bygningen i brug i 1863.

.

Skåne, det sydligste landskab i Sverige. Med sammenlægningen af Malmöhus og Kristianstads län i 1997 er Skåne län nu også en administrativ enhed; 11.027 km2, 1,31 mio. indb. (2017). Især naturmæssigt, men til dels også kulturelt udgør Skåne et overgangsområde.

Faktaboks

Etymologi
Om navnet Skånes oprindelse: oldnordisk Skáney, latiniseret form Skandinavia, af *skathin 'skadelig, farlig', og ø 'lavt landområde ved vand'.

Geologi og klima

Geologisk set indgår Skåne i Den Fennoskandiske Randzone, en stødzone i Europas opbygning. Her er der sket såvel sideværts som vertikale forkastninger; herved er de gamle bjergarter blevet opdelt i forskudte blokke, hvor aflejringer af vidt forskellig alder ligger side om side. Her mødes det nordligere Sveriges grundfjeld med Mellemeuropas langt yngre aflejringer. Det nordøstlige Skåne, der er en del af Det Baltiske Skjold, består ligesom landsdelens horste (åsar) især af gnejs. I Kambrium, Ordovicium og Silur (545-417 mio. år før nu) lå store dele, til tider hele Skåne, under vand. Lag herfra ses især i Fyledalen. Et bredt bælte fra Ängelholm og Kullen mod SØ til Eslöv rummer aflejringer fra Trias og Jura (248-142 mio. år før nu); ildfast ler og magre kul (bl.a. ved Höganäs) har været udnyttet i flere hundrede år. Under sletterne ved Kristianstad, Vomb og mod SV består undergrunden af lag fra Kridt (142-65 mio. år før nu); især ved Malmø (Limhamn) udnyttes lagene til cementfremstilling. I et område nord for Ringsjön findes kerner af vulkaner, der var aktive i Jura og Kridt. Under Weichsel-istiden blev størstedelen af Skåne dækket af morænelag; mod syd bl.a. af frugtbare, lerede lag, skubbet op fra Østersøen. Det har betydet en meget markant forskel i jordbund, som tydeligt ses i den landbrugsmæssige udnyttelse, hvor SV-Skåne har Sveriges bedste jorder.

Klimaet er lidt mere kontinentalt end Sjællands med lidt koldere vintre. Den naturlige vegetation er overvejende løvskov med bøg som karaktertræ. Den nuværende skov er helt overvejende plantet og forstmæssigt udnyttet; meget er nåletræ.

Landbrugsjorden

Med baggrund i de varierede jordbundsforhold optræder der tre former for landbrugsbebyggelse: skogsbygder med deres spredte bebyggelse og kun beskedne arealer under plov, sletterne med store landsbyer (indtil udskiftningen i 1800-tallet) og næsten alt under plov eller udlagt til græsning og endelig risbygden, en mellemform med hovedvægten på kvægavl. Ligesom i det øvrige Sverige imødegik man i begyndelsen af 1900-tallet behovet for at udvide kornarealet dels ved at indtage skove og græsningsarealer til opdyrkning (fx ved og på Söderåsen), dels ved at tørlægge søer. Senere er ændringer mere gået i retning af at genetablere søer og skabe nye vådområder (fx Kristianstads vattenrike); desuden er mindre god jord blevet plantet til med skovtræer eller er lagt ud til energiskov, hvorved tyngdepunktet for svensk skovbrug er rykket mod syd.

Tidlig historie

Fra de ældste tider havde Skåne i geografisk henseende været en naturlig del af det område, der skulle komme til at udgøre en dansk statsdannelse. Landets natur, topografi og klima lignede det øvrige Danmarks, hvortil kom, at der desuden var nem forbindelse over det smalle Øresund, mens det var adskilt fra de svenske områder i nord af uigennemtrængelige skove. En række skattefund og runesten vidner om, at skåninger var på vikingetog mod vest og førte krige mod svearne, og fra 800-tallet findes der udsagn om, at Skåne var en del af den danske statsdannelse, der begyndte at tegne sig, hvilket også synes bekræftet af de rester af en ringborg fra 900-tallet, der 1988-91 blev udgravet i Trelleborg (se trelleborge). Kristendommen vandt indpas i Skåne i det tidlige 1000-tal, og omkring 1070 hævdede Adam af Bremen, at der i Skåne fandtes 300 kirker, det dobbelte af antallet på Sjælland. Skåne fik i middelalderen en religiøs og økonomisk tyngde som ingen anden dansk landsdel. I 1103 blev Lund ærkebispesæde, og Asser blev ærkebiskop og primas for hele Norden inkl. Færøerne, Island og Grønland. I de følgende århundreder blev ærkebiskoppen i Lund også en verdslig magtfaktor i kraft af voksende indtægter og et betydeligt borgbyggeri, hvilket flere gange skabte stridigheder mellem ærkebiskoppen, fx Jakob Erlandsen og Jens Grand, og den danske konge. Økonomisk fik Skåne en særstilling pga. dels det store sildefiskeri, der fandt sted fra 1100-tallet og gennem resten af middelalderen, dels det internationale marked, som opstod i forbindelse hermed. Markedet var domineret af hansestæderne, men gav også kronen betydelige indtægter (se Skånemarkedet).

Krigene mellem Sverige og Danmark

Skåne var indtil 1720 gentagne gange krigsskueplads og selve stridens æble under de mange krige mellem Danmark og Sverige. Da Danmark gik i opløsning i 1330'erne, anerkendte skåningerne Magnus Eriksson som konge. Skåne blev dog ikke indlemmet i Sverige og tilbageerobredes i 1360 af Valdemar 4. Atterdag. Den endelige adskillelse fra Danmark skete med Freden i København 1660, da Skåne, Halland og Blekinge blev afstået til Sverige; de mislykkede forsøg på at tilbageerobre Skåne under Den Skånske Krig og Store Nordiske Krig fik blot til følge, at dele af landet blev lagt øde. Umiddelbart efter erobringen indledtes en forsvenskning af Skåne. Den blev gennemført med stor konsekvens, ofte med brutalitet og i strid med fredsslutningens bestemmelser, der gav skåningerne ret til deres gamle lov, ret og privilegier i det omfang, de ikke var i strid med svensk grundlov. Skånelandene blev omdannet til et generalguvernement, svensk blev indført som skole-, kirke- og retssprog, og i 1668 blev et universitet indviet i Lund. Med til at fremme forsvenskningen var, at store dele af den gamle danske adel i Skåne gik over på svensk side for at bevare deres ejendomme, ikke mindst efter Statsomvæltningen 1660, hvor den danske adels magt blev brudt. Endelig spillede det givetvis også en rolle, at de danske hære, der i de efterfølgende krige var i Skåne, plyndrede og hærgede i nogenlunde samme omfang som de svenske.

Efter Store Nordiske Krig blev Skåne ikke oftere udsat for invasionsforsøg. I forbindelse med Napoleonskrigene var der 1808-09 udbredt frygt for dansk invasion, og et forsvarsberedskab blev organiseret med betydelige byrder på befolkningen.

Skåne som foregangsområde

Det er karakteristisk for Skåne, at området mht. økonomisk, social og politisk udvikling har været foregangsområde i forhold til det øvrige Sverige. Landboreformer med udskiftning af landsbyer og udflytning af gårde efter dansk og engelsk mønster blev fra 1780'erne gennemført på initiativ af Rutger Macklean, først på hans eget gods, Svaneholm, siden i det øvrige Skåne. Den stærke befolkningstilvækst i 1800-tallet skabte en underklasse af småbrugere, torpare, og landarbejdere, statare. Industrialiseringen satte ind i anden halvdel af 1800-tallet, og landsdelens industri var stærkt differentieret (metal, jord og sten, træ og papir, tekstil, læder og gummi samt fødevarer). Ligeledes opstod en socialdemokratisk arbejderbevægelse i Skåne som den første i Sverige, og intet andet sted kom den til at stå stærkere. Forsvarsberedskabet var højt under 1. Verdenskrig og især 2. Verdenskrig, idet man frygtede, at en evt. tysk invasion ville blive iværksat her. Hovederhvervene i Skåne var og er landbrug og industri, og strukturkrisen i 1980'erne og 1990'erne ramte følgelig Skåne hårdt. Der opstod utilfredshed med områdets udkantsplacering inden for Sverige og som følge deraf en stigende orientering mod det europæiske kontinent frem for mod Stockholm. Med etableringen af Øresundsforbindelsen er området indgået i Øresundsregionen.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig