Tidaholm, industriby i Västergötland mellem Falköping og Vättern; 8200 indbyggere (2020). På Vulkanön, en ø i elven Tidan, opførtes i 1868 en tændstikfabrik, Vulcan; ca. 1900 var den verdens største. Swedish Match Industries AB er nu flyttet ind på elvens venstre bred og er Sveriges eneste tændstikfabrik. I de tidligere fabriksbygninger er der industri- og bilmuseum, idet byen i første tredjedel af 1900-tallet havde en bilfabrik, hvor bl.a. Sveriges første lastbiler blev bygget.