Faktaboks

Harald Hjärne

Harald Gabriel Hjärne

Født
2. maj 1848
Død
6. januar 1922
Harald Hjärne
Harald Hjärne. Foto 1893.
Af /Uppsala universitetsbibliotek.
Licens: CC PDM

Harald Hjärne var en svensk historiker og politiker. Hjärne introducerede den moderne kildekritiske metode i historieundervisningen ved Uppsala universitet, hvor han var professor i årene 1885-1913, og betonede samtidig de lange perspektiver i historien.

Hjärne beherskede det russiske sprog og kunne i sin forskning i Sveriges historie i stormagtstiden tilføje nye værdifulde aspekter vedrørende forholdet til Rusland. Hjärne fremhævede samarbejdet mellem konge og folk som et ledemotiv i udviklingen, og han beskrev Sveriges udenrigspolitik i 1600- og 1700-tallet som et nødvendigt forsvar for en protestantisk og uafhængig svensk stat, argumenter, som kunne bruges i samtidens politiske debat.

Politisk gik Hjärne fra at have været liberal til at blive forsvarsvenlig konservativ. Han var medlem af Riksdagens Andra Kammaren 1902-1908 for partiet Högern og af Första Kammaren 1912-1918. Hjärne blev desuden indvalgt i Svenska Akademien i 1903. Hans vigtigste arbejder er optrykt i Samlade skrifter, 1-4 (1932-1940).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig