De mennesker, der i vikingetiden boede i Danmark, Norge, Sverige, på Færøerne og Island, havde et sprogfællesskab præget af færre og mere ubetydelige forskelle end dem, der findes i dag. Det medførte dog ikke i sig selv en oplevelse af fælles identitet, hvilket de mange krige inden for det nordiske område bevidner, men det skabte et fælles grundlag for den strukturering af verden, som var et vilkår for middelalderens nordiske befolkninger.

I vikingetiden blev de skandinaviske områder samlet i tre riger med hver sin konge, Norge, Danmark og Sverige. I middelalderen kendte man nok til sproggrænser, men ikke til kommunikationsbarrierer, selvom eksistensen af tre nordiske nationalsprog kan godtgøres fra midten af 1200-tallet.

Sproget i de nordiske lande findes i middelalderlige kilder omtalt som dansk tunge, men ikke efter etableringen af de selvstændige riger. Sprogområdet strakte sig fra Ejderen i syd til Island og nordbobygderne i Grønland i vest; der taltes også efter middelalderen nordisk på Orkneyøerne og Shetlandsøerne, ligesom det i perioder har været tilfældet i England (se Danelagen) og Normandiet. I dag er de nordiske sprog uden for de nordiske lande uddøde som dominerende brugssprog; inden for Norden tales de af over 18 mio. mennesker. I Finland har svensk officiel status, men anvendes kun af ca. 5% af befolkningen. På Åland tales der finlandssvensk.

Sprogfællesskabet indebærer en stor og vigtig gruppe fælles arveord (æde, drikke, sove, elske, drømme, være, have, hav, skov, træ osv.), og siden har navnlig dansk, norsk og svensk optaget låneord fra de samme sprog: nedertysk, højtysk, fransk, italiensk, engelsk mfl. Dette glosefællesskab har været en stabiliserende faktor i nordisk kommunikation, mens udtalen (navnlig dansk udtale) inden for det nordiske sprogområde har skabt problemer i den internordiske kommunikation.

Følelsen af et sprogfællesskab er ofte blevet næret ved mødet med lande uden for Norden. Skandinavismen i 1800-tallets midte opstod i modspil med tysk kultur; de antityske strømninger i 1930'erne og 1940'erne førte til opblomstring af tanken om et fælles nordisk sprog, og der opstod talstærke sprogforeninger. Efter 2. Verdenskrig afskaffedes i Danmark i 1948 de store bogstaver i navneordene blandt andet under henvisning til, at vi ikke delte dette træk med de øvrige skandinaver, men med tysk, og dobbelt-a blev erstattet af å med henvisning til svensk og norsk praksis.

Den stærke sproglige indflydelse fra engelsk (amerikansk) har i nyere tid ført til krav om protektionistiske foranstaltninger i alle nordiske lande, dog med klare forskelle i reaktionsmønstret.

I begyndelsen af 2000-tallet prioriterer skolerne i de nordiske lande nordisk sprog og stof om Norden lavt; ungdomskulturen er amerikansk domineret, aviser og andre medier orienterer sig ikke i særlig grad nordisk, og nabosprogsfællesskabets mulighed for nuanceret kommunikation fravælges undertiden til fordel for kommunikation på engelsk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig