Bjarne Erlingsson, ca. 1250-1313, norsk baron. Bjarne Erlingsson var ejer af Norges to største godser og en af landets mest indflydelsesrige politikere. Som medlem af formynderregeringen for Erik 2. Magnusson fra 1280 ledede han frierfærden for kongen til den skotske prinsesse Margareta (d. 1290). Han blev hovedperson i striden mellem kirken og kronen i 1280'erne og var hyppigt gesandt for Erik og Håkon 5. Magnusson i vigtige missioner.