Olav 3. Kyrre, ca. 1050-1093, konge af Norge fra 1066, søn af Harald 3. Hårderåde. Efter faderens fald ved Stamford Bridge i 1066 blev Olav taget til konge med sin bror Magnus 2. som medkonge. Magnus døde i 1069, og de følgende 24 år var Olav enekonge, en periode, som i enestående grad udmærkede sig ved fred. Krigstruslerne fra den danske kong Svend 2. Estridsen blev afværget, og Olav gift med Svends datter Ingerid. Olav var en smidig administrator. Han grundlagde Bergen som købstad, og den første nedskrivning af landskabslovene skete i hans tid. Tilnavnet betyder den rolige, den ligevægtige.