Olav Engelbrektsson, ca. 1480-1538, norsk ærkebiskop. Olav Engelbrektsson fik en grundig gejstlig uddannelse i Rostock og måske i Louvain og blev 1515 decanus 'ærkepræst' ved domkapitlet i Nidaros. Han var medudgiver af Missale Nidrosiense (Kbh. 1519). I 1523 blev han valgt til ærkebiskop og bispeviet af paven. To store opgaver optog ham, nemlig kampen for Norges selvstændighed og kampen for den katolske kirke i Norge. Han tabte dem begge trods en kraftig, til tider krigerisk indsats. Norge blev 1536 reelt indlemmet som provins i Danmark, og med Kirkeordinansens indførelse 1537 tabte kirken til den lutherske reformation. Samme år valgte Olav Engelbrektsson landflygtighed i Lierre i Nederlandene, og der døde han.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.