Märtha Louise
Faktaboks
- Født
- 22. september 1971
Märtha Louises uddannelse
Märtha blev sproglig student i 1990 og var derefter på ophold i Storbritannien, hvor hun dyrkede sit talent som rytter og studerede engelsk på Oxford University. I 1997 blev hun færdiguddannet som fysioterapeut. Fra 2002 har hun drevet eget firma inden for kulturformidling.
Tiltaleform
I forbindelse med starten på dette firma gav hun afkald på tiltaleformen "hendes kongelige højhed". Hendes officielle navn er prinsesse Märtha Louise.
Ægteskab og børn
Märtha Louise blev i 2002 gift med den norske forfatter Ari Behn (1972-2019). Parret har børnene Maud Angelica (f. 2003), Leah Isadora (f. 2005) og Emma Tallulah (f. 2008). Märtha Louise og Ari Behn gik fra hinanden i 2016.
I 2004 (på dansk i 2006) udgav hun børnebogen Hvorfor de kongelige ikke har krone på; i 2007 fulgte Eventyr fra jordens hjerte.
Spiritualitet
Siden 2007 har Märtha Louise sammen med Elisabeth Nordeng (f. 1968) drevet centret Astarte Education, der beskæftiger sig med reading, healing og berøring. Da hun desuden påstår at kunne se engle og kommunikere med de afdøde, er hun blevet angrebet af Den norske kirke, som hun fortsat er medlem af. Märtha Louise har sammen med Elisabeth Nordeng udgivet bogen Møt din skytsengel (2009, på dansk i 2011).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.