SP
Senterpartiets slagord "Nær folk i hele Norge" signalerer partiets regionspolitiske orientering. Partiet står stærkest i de mindre centrale valgkredse. Formand siden 2014 er Trygve Slagsvold Vedum.
SP
Af /Senterpartiet.
Licens: CC BY SA 2.0

Senterpartiet er et norsk politisk parti, der blev oprettet i 1920 under navnet Bondepartiet. Bondepartiet havde regeringsmagten i årene 1931-1933 med Peder Kolstad og Jens Hundseid på statsministerposten i hhv. 1931-1932 og 1932-1933.

Efter vedtagelsen af det nye navn i 1959 bevarede partiet sin base i landbrug og fiskeri suppleret med en mere generel skepsis over for centralisering. Senterpartiet har været førende i kampen mod norsk medlemskab af EF/EU og fik sit bedste valg i 1993 med 16 % af stemmerne. I årene 1965-1971 stod Senterpartiets Per Borten i spidsen for en borgerlig koalitionsregering, og herudover har partiet deltaget i borgerlige regeringer i 1963, 1972-1973, 1983-1986, 1989-1990 og 1997-2000.

Før valget i 2005 skiftede Senterpartiet side blandt de politiske fløje og indgik efter valget samme år i et regeringssamarbejde med Arbeiderpartiet og Sosialistisk Venstreparti med Jens Stoltenberg som statsminister. Senterpartiet opnåede en lille fremgang ved dette valg og fik 6,5 % af stemmerne mod 5,6 % af stemmerne i 2001. Ved valget i 2009 fik partiet 6,2 % af stemmerne, og ved valget i 2013 gik det tilbage til 5,5 %. Efter dette valg fratrådte regeringen Stoltenberg.

Senterpartiet fik som oppositionsparti fra 2013 til 2021 øget tilslutning, og partiet fik 10,3 procent af stemmene i 2017 og 14,4 % ved lokalvalget i 2019. En stor del af fremgangen skyldes den populære partileder Trygve Slagsvold Vedum og modstanden mod Solberg-regeringens regionsreform og det, partiet kalder centraliseringstendenser. Ved valget til Stortinget i 2021 fik partiet 13,5 % af stemmene og bidrog til flertallet for den rød-grønne side. Partiet dannede herefter regering sammen med Arbeiderpartiet.

De seneste ledere af Senterpartiet er Anne Enger (1991-1999), Odd Roger Enoksen (1999-2003), Åslaug Haga (2003-2008), Liv Signe Navarsete (2008-2014) og Trygve Slagsvold Vedum (siden 2014).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig