Helsingborg

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Indholdsfortegnelse

Helsingborgs rådhus.

Helsingborgs rådhus.

Helsingborg, havneby i det nordvestlige Skåne ved Øresunds smalleste sted; 97.122 indb. (2011). Byen voksede i anden halvdel af 1800-t. mere end nogen anden svensk by. Væksten skete omkring borgen Kärnan, der stadig dominerer bykernen og det middelalderlige centrum, Stortorget. Torvet blev ca. 1900 omgivet af paladslignende bygninger, heriblandt byens rådhus. I modsætning til de fleste andre større svenske byer har de omgivende kvarterer stort set bevaret det oprindelige gadenet, selvom samtlige bygninger på nær Mariakirken lagdes øde under de dansk-svenske krige i 1600- og 1700-t. Ved østenden af Stortorget og middelalderbyens hovedgade, nu Storgatan, fører trappeanlægget Terrassen (1903) op til grundfjeldsterrænet Landborgen.

Byens livligste forretningsstrøg og Sveriges første gågade (1961) forløber langs med den gamle strandlinje fra 1000-t. Ved vestenden af Stortorget mødes paradegaderne (Drottninggatan og Järnvägsgatan), anlagt på opfyldt areal. Det sydligere Mariatorget var byens centrum i 1600-t.; områdets stærkt varierede bebyggelse viser træk fra byens udvikling fra småstad til storstad.

Byen kendes 1085 som Helsingaburg, af indbyggerbetegnelsen helsing 'person, som bor ved halsen', dvs. ved det smalle sted, og -borg.

Den nyere bebyggelse har især bredt sig mod nord, afbrudt af store parker og kirkegårde. Her ligger slottene Sofiero og Kulla Gunnarstorp. Mod øst findes et stort grønt område med bl.a. idrætsanlæg, frilandsmuseum og botanisk have. Byudvidelser mod vest er funderet på store opfyldninger i Øresund; her ligger Stadsteatern, Konserthuset, Centralstationen og et omfattende industri- og lagerareal. Byens sporvogstrafik, oprettet i 1903, blev nedlagt i forbindelse med overgangen til højretrafik i 1967.

Havnen er Sveriges næststørste med en stor passager- og godstrafik, bl.a. i kraft af containerhavnen i Västra hamnen. Der er hyppig færgetrafik til Helsingør. Den kombinerede jernbane-, færge- og busterminal Knutpunkten blev bygget 1991. Der er i 2006 aktuelle planer om en tunnelforbindelse til Helsingør som et led i en højhastighedsjernbane mellem Stockholm via Femern Bælt til Hamburg. Den nordlige del af byens havnefront fremstår som en helt nybygget og særdeles attraktiv bydel med varieret boligbyggeri, marina, servicefunktioner og offentlige stier. Umiddelbart syd for byen ligger Ramlösa Brunnspark (grundlagt 1707) med de berømte kilder. I 2001 åbnedes Campus Helsingborg, en gren af universitetet i Lund, i den nedlagte Tretorn gummifabrik.

Historie

Kärnan.

Kärnan.

Byen omtales ca. 1070 af Adam af Bremen, men der har sandsynligvis været bebyggelse ved Helsingborg allerede omkring 1000. Den blev tidligt en befæstet by med markedsplads, og i hele middelalderen var den kongemagtens vigtigste administrative centrum, bl.a. med udgangspunkt i fæstningen Kärnan. I 1500-t. var eksporten af kvæg stor, og sammen med Helsingør blev Helsingborg et vigtigt sted for opkrævning af Øresundstold. I 1658 blev Helsingborg svensk; i 1709 blev den indtaget af danske tropper, der dog året efter blev slået tilbage af Magnus Stenbock i Slaget ved Helsingborg.


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Du kan bidrage til denne artikel. Log ind her

Nyhedsbrev

Om artiklen

Seneste forfatter
Redaktionen
16/05/2013
Oprindelige forfattere
BV
30/01/2009
Folke
30/01/2009
MLin
30/01/2009

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki