Arendal
Af /UNEP/GRID Arendal.
Licens: CC BY SA 2.0

Arendal er en norsk by på Sørlandets sydøstlige skærgårdskyst med 44.856 indbyggere (2023). Den er anlagt på holme, adskilt af nu delvis opfyldte kanaler. En del af den bymæssige bebyggelse ligger på de store øer Hisøy og Tromøya ud for byen; en lille passagerfærge forbinder disse med bycentrum.

Faktaboks

Etymologi

Arendal betyder 'dalen som elven Arn gennemløber'.

Arendal havde sin blomstringstid i 1700-1800-tallet, da den samtidig med at have en stor træeksport var hjemby for Norges største sejlskibsflåde. Da sejlskibenes æra var slut, reduceredes betydningen som søfartsby. Den kystnære beliggenhed præger dog stadig byens erhvervsliv, men vægten ligger nu i højere grad på industri og ikke mindst service, da den har et stort opland og er administrativt centrum for Agder Fylke. Den bymæssige bebyggelse voksede i 1960'erne ud over kommunegrænsen, og Arendal blev slået sammen med nabokommunerne i 1992.

Den ældste bydel, Tyholmen, har en række gamle bygninger, herunder rådhuset fra 1813, som er en af Norges største træbygninger.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig