Arvika er en by i Värmland i Sverige, 80 km nordvest for Karlstad. Den har 14.400 indbyggere (2020).

Fra jernbanestationen, anlagt ud mod en bugt af Glafsfjorden, er der udsigt over torvet i Oscarsstad, grundlagt i 1811. Lokal trækulsproduktion var tidligere en forudsætning for forarbejdning af råjern fra Vestlige Bergslagen, der fragtedes hertil via Vänern, Säffle Kanal og søsystemet.

Siden dominerede skovbrug og træindustri; efter anlæggelsen af hovedjernbanen i 1867 udvikledes maskinindustri, og senere er Arvika blevet en administrations- og serviceby.

I 1990'erne ophørte en årelang tradition for produktion af pibetobak. Byen rummer en afdeling af Volvo, et støberi og – to km nord for byen – flyvepladsen Westlanda.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig