Nyköping er en svensk industri- og havneby ved Østersøen 90 km sydvest for Stockholm med 38.800 indbyggere (2020).

Faktaboks

Etymologi
Stednavnet kendes fra ca. 1300 som Nycopiam. Andetleddet er gammelsvensk køpung 'handelsplads'.

Byen ligger ved malmbanen fra Bergslagen til udskibningshavnen Oxelösund og har en alsidig industri med bl.a. elektronik- og metalvarevirksomheder og en afdeling af Saab. På højre bred af Nyköpingsån ligger bykernen med gadenet i stramt rudemønster, som erstattede det middelalderlige bymiljø i 1600-tallet. Her ligger Sankt Nicolai kyrka fra 1200-tallet, rådhuset (1723), Länsresidenset (1810) og Stadshuset (1969).

I 1719 hærgedes byen af russiske soldater, og kun få bygninger er bevaret fra før den tid. De første industribygninger lå ved åen og rummer nu kontorer og restauranter.

Nyköping opstod ca. 1180-1230 ved flytning af en handelsplads, der lå længere oppe ad Nyköpingsån; ca. 1300 blev den købstad og len for hertug Erik Magnusson, som blev dræbt i borgen Nyköpingshus i 1318 (se Håtunaleken). Siden var Nyköping støttepunkt for kongemagten, 1568-1611 centrum i Karl 9.s hertugdømme og fra 1634 residensstad i Nyköpings, nu Södermanlands län.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig