Magnus Gren, ca. 1400-ca. 1475, svensk adelsmand og rigsråd. Gren blev rigsråd i 1435 og året efter Erik 7. af Pommerns lensmand på Öland, indtil Karl Knutsson i 1440 erobrede Borgholms slott på øen. Under Christoffer 3. af Bayern var Gren en fremtrædende skikkelse, og han blev lensmand på Stockholms slott 1441-46 og siden på Åbo. I den periode var han knyttet til brødrene Oxenstierna, men ved kongevalget i 1448 må han være gået over til Karl 8. Knutsson, der gav Gren ledelsen af angrebet på den afsatte unionskonge Erik 7. af Pommern, der sad på Visborg på Gotland. I 1450 gik Gren i landflygtighed og dømtes for gæld på Åbo len. Han søgte nu til Christian 1., som han støttede i krigen mod Karl 8. i 1452. I 1453 fik Gren Bergen len og ved Ölands erobring i 1456 på ny Borgholms slott. Efter tronskiftet i Sverige i 1457 holdt Gren fast ved Christian 1., men måtte dog efter kongens nederlag i Slaget ved Brunkeberg i 1471 udlevere Borgholm til Sten Sture d.æ. i 1472.