Gustav 1. Vasa

Gustav 1. Vasa, 12.5.1496-29.9.1560, konge af Sverige fra 1523, søn af Erik Johansson (Vasa) og Cecilia Månsdotter. Gift tre gange: i 1531 med Katharina af Sachsen-Lauenburg, i 1536 med Margareta Eriksdotter (Leijonhufvud) og i 1552 med Katarina Gustavsdotter (Stenbock); begravet i Uppsala Domkirke.

Gustav fik som ganske ung en fremtrædende position ved Sten Sture d.y.s hof og deltog i kampen mod Danmarks Christian 2. I 1518 blev han som en af betingelserne for våbenhvile tilbageholdt som gidsel af Christian. Han blev bragt til Kalø Slot, men flygtede året efter og kom med lybsk hjælp til Sverige i 1520. Efter Det Stockholmske Blodbad, hvor bl.a. hans far halshuggedes, blev Gustav leder af opstanden mod Christian 2., og i 1521 valgtes han til rigsforstander. Med støtte fra Lübeck lykkedes det i 1523 at erobre Stockholm, og 6. juni samme år valgtes Gustav på en rigsdag i Strängnäs til svensk konge.

Gustav sluttede fred med Danmark i 1524, men havde vanskeligheder med intern uro i Sverige og med opbygningen af et rigsforsvar. Den store gæld til Lübeck tyngede hårdt, men da den svenske kirke i stigende grad blev gjort til beskatningsobjekt, øgedes kronens resurser betydeligt. På rigsdagen i Västerås 1527 brød Gustav endeligt kirkens magt og slog ind på en forsigtig reformatorisk linje. De følgende år søgte han at konsolidere sin magt; i 1528 lod han sig krone, og det lykkedes ham at slå en række lokale oprør ned, mest blodigt i 1532 i opgøret med oppositionen i Dalarna. Under Grevens Fejde 1534-36 støttede Gustav 1. Christian 3. mod Lübeck og Christoffer. Med Lübecks nederlag kunne Gustav bryde hansestadens privilegier i Sverige og slippe ud af gælden.

I slutningen af 1530'erne indledte Gustav en gennemgribende reform af statsapparatet for at centralisere magten efter tysk mønster. I tilslutning hertil lod han sig arvehylde i Örebro nytår 1540, og samme år indførtes den første svenske protestantiske kirkeordning. Reformerne udløste det for Gustavs kongedømme mest truende oprør, Dackefejden (1542-43). Under indtryk af oprøret blev den mere radikale reformkurs opgivet. De to sidste årtier af Gustavs regering blev præget af målbevidste bestræbelser på at styrke Sveriges sikkerhedspolitiske position gennem opbygning af en stærk krigsmagt, herunder en ny stor flåde.

Gustav grundlagde 12.6.1550 Helsinki (Helsingfors) ved udløbet af den nuv. Vanda Å (tidl. Helsingeån) i landsbyen Forsby, som stadig er navnet på en af hovedstadens bydele. Tanken var, at byen skulle konkurrere med Tallinn som handelsby.

I sin udenrigspolitik styrede Gustav en isolationistisk kurs præget af hans dybe mistænksomhed over for nabostaterne, ikke mindst Danmark. Det dårlige forhold mellem de to stater blev reguleret ved en forsvarsaftale, der blev indgået i Brömsebro i 1541, men Gustav holdt bevidst en distance til danskerne, og i 1550'erne havde han planer om at erobre Gotland ved et overfald.

Gustav var et dynamisk og manipulerende magtmenneske, der brugte de midler, han fandt nødvendige, for at samle Sverige. Han drev Sverige som et storgods og var med sin forsvars- og ensretningspolitik med til at lægge grunden til stormagtstidens Sverige. En lejlighedsvis udfoldet charme og humor kunne ikke skjule den personlige disharmoni, der også prægede hans sønner.