Jöran Persson, ca. 1530-1568, svensk embedsmand, adlet Tegel. Præstesønnen Persson studerede jura i Wittenberg og kom med anbefaling fra Melanchthon til kongens kancelli i 1550'erne. Under Erik 14. blev han den ledende kancellisekretær og personlig rådgiver for kongen. Han blev anklager ved den ny højeste ret, Höga nämnden, og frygtet i denne rolle, da kongen forvandlede domstolen til et redskab for politisk forfølgelse. Hadet mod kong Erik blev af modstanderne vendt mod Persson. De vidnesbyrd, der findes, tyder dog på, at han søgte at moderere kongens linje. Under Eriks akutte sindssygdom 1567 blev Persson dødsdømt, men rehabiliteret, da kongen bedredes. Dødsdommen blev imidlertid eksekveret under det væbnede oprør mod Erik i 1568.