Magnus Eriksson

Magnus Eriksson, Magnus Eriksson "Smek", 1316-1374, konge af Norge og Sverige, sønnesøn af Magnus Ladelås og søn af hertug Erik Magnusson og den norske kong Håkon 5.s datter Ingeborg, gift 1335 med Blanka af Namur (d. 1363). Som treårig arvede Magnus sin morfars norske trone og blev valgt til konge af Sverige, efter at en unionstraktat mellem de to riger var beseglet. To formynderregeringer udøvede magten, indtil han blev myndig i 1332. Allerede samme år indløste han Skåne og Blekinge hos grev Johan 3. af Holsten med en stor sum penge, hvilket for lang tid svækkede landets økonomi. Magnus overtog i 1343 også Halland, men et mislykket korstog til egnene øst for Den Finske Bugt 1348-51, der faldt sammen med, at den sorte død hærgede landet, svækkede yderligere landets økonomi, hvorfor Magnus i 1351 optog et stort lån hos paven, ligesom han pantsatte store områder i Sverige. Dette vakte adelens protester, og et åbent oprør i 1356, ledet af hans søn Erik, førte til, at han mistede store dele af riget. Eriks død 1359 gengav ham dog atter kongemagten. Valdemar 4. Atterdags erobring af Skåne i 1360 og Gotland i 1361 gav anledning til en ny rejsning af adelen, der under ledelse af Bo Jonsson Grip indkaldte hertug Albrecht 3. af Mecklenburg, som i 1364 blev konge af Sverige. Fra 1365 var Magnus fange i seks år, hvorpå han opholdt sig i Norge, hvor han siden druknede i en fjord.

Magnus' blivende indsats blev et par rigsdækkende love, se Magnus Erikssons Bylov og Magnus Erikssons Landslov. Som person blev han heftigt kritiseret af bl.a. den hellige Birgitta, der anklagede ham for både magtmisbrug og homoseksualitet; deraf vist tilnavnet Smek, af sv. smeka 'kærtegne, kæle'.