Olav 2. Haraldsson

Olav 2. Haraldsson var konge af Norge i årene 1015-1028, søn af Harald Grenske (ca. 960-ca. 995), en småkonge i Viken.

Fra 1007 optrådte Olav som viking i Østersøområdet og senere i England sammen med Thorkil den Høje; herfra drog han til Frankrig og Spanien. 1015 vendte han tilbage til Norge for med engelsk økonomisk og politisk støtte at rive landet ud af dansk overhøjhed; han havde engelske gejstlige i sit følge, bl.a. biskop Grimkell.

Efter Knud 2. den Stores magtovertagelse i England i 1016 udviklede der sig et fjendskab mellem ham og Olav, og Olav deltog i 1025 sammen med den svenske konge Anund Jakob i et angreb på Danmark.

Knud mødte sine fjender ved Helgeån i Skåne i 1026 og fik derpå ved politisk påvirkning af de norske stormænd Olavs tilslutning til at smuldre.

Olav tog i 1028 konsekvensen og flygtede til Rusland, hvorpå styret i Norge blev overdraget Håkon Jarl Eriksson. Da denne omkom i 1029, forsøgte Olav at vende tilbage med svensk støtte, men mistede livet i Slaget ved Stiklestad.

Efter sin død blev Olav gjort til Norges nationalhelgen. Han blev fremstillet som både den norske kirkes og den norske nations grundlægger, og der opstod en række legender om ham. Olavskikkelsen har helt ind i 1900-tallet haft stor betydning for norsk nationalfølelse.

I billedkunsten kendes Olav den Hellige i reglen på, at han ud over at bære krone og andre kongelige værdighedstegn er udstyret med en langskaftet økse eller hellebard. Ofte træder han på en drage med kronet menneskehoved.

I kalkmalerier i Højby og Skamstrup Kirker ses han sejle om kap med sin halvbror Harald (3. Hårderåde).