Faktaboks

Rollo

Robert 1.

Død
927
Rollo
Statue af Rollo på torvet i byen Falaise i Frankrig.
Rollos dåb i Rouen
Miniature, der forestiller Rollos dåb i katedralen i Rouen i 912.

Rollo var en vikingehøvding, der var stamfader til det normanniske dynasti i Normandiet og England.

Rollo anførte en vikingehær, som i begyndelsen af 900-tallet opererede i Nordfrankrig. I 911 overlod Karl 3. den Enfoldige ham områderne omkring Seinens nedre løb mellem floderne Bresle, Epte og Risle, mod at han beskyttede riget mod andre vikinger.

Rollo blev i den forbindelse døbt i katedralen i Rouen i 912 og fik navnet Robert efter sin gudfader, hertug Robert, den senere vestfrankiske kong Robert 1. Rollo omtales herefter som greve af Rouen.

I 924 fik Rollo også landet mellem Risle og Vire, det centrale Normandiet.

Rollo overholdt stort set traktaten. Han genskabte freden og sikkerheden i Normandiet. Med støtte af ærkebispen i Rouen fik han retableret kirke- og klosterlivet. Han havde flere friller i ægteskaber "more danico": den kendteste var Poppa af Bayeux, datter af Bérenger af Bayeux, som Rollo egenhændigt havde dræbt, da han erobrede Bayeux. Med Poppa fik han sønnen, den senere hertug, Vilhelm Langsværd.

Rollos nationalitet, norsk eller dansk, er omstridt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig