Barentshavet, farvandet nord for Den Fennoskandiske Halvø og Europæisk Rusland og øst for Norskehavet; afgrænses af Kolahalvøen, Novaja Zemlja og Svalbard; 1,4 mio. km2. Havet er opkaldt efter den hollandske søfarer Willem Barents.

Størstedelen af havområdet ligger på kontinentalsoklen med forholdsvis små dybder — i gennemsnit 229 m, og dybeste sted er kun 600 m. Fra syd forsyner Den Nordatlantiske Strøm området med relativt varmt vand, som holder havnene i Nordskandinavien og på Kolahalvøen isfrie. Fra nord kommer der koldere, ferskere og mere næringsrige vandmasser fra Ishavet, og der er stor vandudskiftning.

Fiskeri

Sammenblandingen af vandmasserne danner basis for en stor planktonproduktion, som gør Barentshavet til et af verdens fiskerigeste farvande; der er kun relativt få arter, men enkelte af dem optræder i kolossale mængder. Det gælder især sild og lodde, hvoraf der i 1980'erne årligt fangedes 1-2 mio. ton. Arter, som lever af sild og lodde, især torskefisk, fangedes i størrelsesordenen 1 mio. ton pr. år. På grund af det store fiskeri har visse arter i perioder været nedfisket, men hidtil har bestandene etableret sig hurtigt igen.

Radioaktiv forurening

I sovjetperioden blev Barentshavet benyttet som losseplads for radioaktivt affald fra USSRs atomkraftanlæg. Et stort antal tønder med fast og flydende affald og udtjente reaktorer er blevet dumpet her siden 1960'erne. Desuden er en række reaktordrevne skibe, fortrinsvis ubåde, sunket i området. Tilsammen udgør det radioaktive materiale en uoverskuelig potentiel risiko for området, idet det forventes, at affaldsbeholderne og indkapslingerne med tiden vil lække. Et storstilet internationalt oprydningsarbejde blev indledt i 1993, men opgaven er vanskelig og uhyre kostbar, da mange dumpningssteder er ukendte, og vanskelige bundforhold kan forhindre såvel lokalisering som fjernelse af materialet.

Historie

Barentshavet var ikke ukendt, da vesteuropæiske søfarere i 1550'erne opdagede, at de ad den vej kunne nå Rusland. Nordmanden Ottar havde besejlet det allerede ca. 880, mens islandske annaler fortæller, at øgruppen Svalbard blev fundet i 1194. Russerne kaldte det tidligt Murmanskhavet (Nordmandshavet). Barentshavets nuværende militære og økonomiske betydning har aktiveret især russisk arkæologisk forskning, der mener at have påvist, at russere tidligt krydsede havet og koloniserede Svalbard. Spørgsmålet om bl.a. kontinentalsoklens deling mellem Norge og Rusland er løst (2011).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig