Beringshavet, (efter Vitus Bering), havet syd for Beringsstrædet mellem Asien og Amerika, afgrænset af Alaska, Aleuterne samt Kamtjatka og Tjuktjerhalvøen; 2,3 mio. km2. Gennemsnitsdybden er 1600 m og det dybeste sted 4191 m.

Store dele er i vinterhalvåret pakket med drivis; i forårsmånederne er farvandet præget af storm og regn, og såvel forår som sommer er der ofte tåge. Især den sydlige del har et rigt dyreliv med mange fiskearter, krebsdyr, muslinger og havpattedyr. Der er et betydeligt fiskeri af forskellige torskefisk (bl.a. verdens mest fangede fisk: Alaskan Pollack) og flyndere, især langs Alaskas kyst. Ved Pribilof Islands er der jagt på pelssæler. Tidligere har der i Beringshavet været ført intensiv hvalfangst, især efter spermacethvaler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig