Ny Guinea

Ny Guinea, New Guinea, ø nord for Australien, verdens næststørste (efter Grønland); 785.000 km², ca. 6,4 mio. indb. (2000).

Størstedelen af den bjergrige ø er skabt ved kontinentaldrift, da Den Indoaustralske Plade og Stillehavspladen for 30-40 mio. år siden stødte sammen og dannede den langstrakte bjergkæde, der går gennem hele øen med Puncak Jaya (5030 m) som det højeste punkt. Nogle af bjergtoppene er vulkaner, men kun Mt. Lamington i Owen Stanley Range er aktiv. I forbindelse med vulkanismen er der nogle steder dannet kobber-, guld- og sølvmalme. De kendteste miner er Ok Tedi og Tembagapura. Syd for bjergene ligger en op til 500 km bred slette, som afvandes af Fly River og andre floder. Mod nord afvander Sepik et lavlandsområde mellem den centrale bjergkæde og en lavere kæde ved nordkysten. Ny Guinea var landfast med Australien så sent som for 10.000 år siden; nu hæver den nordlige del af øen sig. Klimaet er generelt tropisk, fugtigt og præget af bjergene. Frostgrænsen ligger i ca. 2100 m højde. Nedbøren er de fleste steder over 2000 mm om året, og store områder er fortsat dækket af ret uberørte regnskove.

Ny Guinea havde været befolket i mindst 40.000 år, da portugisiske og spanske søfarere kom hertil i 1500-t. I 1828 blev den vestlige del hollandsk, mens Tyskland og England i 1884 delte den østlige del i Kaiser Wilhelms-Land og British New Guinea; sidstnævnte overgik i 1906 til Australien som Papua. Den tyske del blev i 1914 besat af australske tropper for i 1921 at blive et australsk mandat under Folkeforbundet og senere FN. Den østlige del blev i 1975 selvstændig som Papua Ny Guinea, mens den vestlige i 1969 blev annekteret af Indonesien som Papua.