Det Østkinesiske Hav, havområde ud for Kina, afgrænset mod øst af Ryukyuøerne, mod syd af Taiwan og Taiwanstrædet og mod nord af Det Gule Hav (ved en linje gennem den koreanske ø Cheju-do); 752.000 km2.

Farvandet er et randhav til Stillehavet og ret lavvandet; kun ud mod Ryukyuøerne er der havdybder på over 200 m. Saltholdigheden er lav, og næringsindholdet stort, da flere floder, ikke mindst Chang Jiang (Yangtze Kiang), udmunder her.

Kysterne omkring Det Østkinesiske Hav er gammelt kulturland, og kystfiskeri har udgjort en vigtig kilde til proteinforsyning gennem århundreder, mens stabile monsunvinde har understøttet skibsfarten i regionen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig