Oceanien

© Lovell Johns/Bra Böker

 

Oceanien, samlet betegnelse for Stillehavets øverden, først anvendt af den danske geograf Malthe Conrad Bruun i begyndelsen af 1800-t. Den oprindelige definition omfatter alene Stillehavets oceaniske øer og således ikke Australien, New Zealand eller Ny Guinea. I moderne sprogbrug er Oceanien en verdensdel som inkluderer Australien og New Zealand, men i denne artikel behandles især de oceaniske øer.

Begrebet Oceania anvendes nu af FN på en lidt ejendommelig, politisk præget måde, idet Australien og New Zealand medregnes, mens Hawaii (amerikansk stat fra 1959) er udeladt. Ingen af de nævnte definitioner af Oceanien som verdensdel er uden problemer; mest modsigelsesfri er nok Malthe Bruuns oprindelige, men selv den indeholder store forskelle, fx vedrørende det geologiske (pladetektoniske) fundament for den vestlige og østlige øverden.

Fællespræget for Stillehavsøerne er, at de alle er ret små og desuden har geologiske og befolkningsmæssige ligheder. Øerne er vulkanske eller dannet af koraller; befolkningen er polynesisk, mikronesisk og melanesisk med nogle få papuanske folk i det vestlige randområde. Hertil kommer de europæiske indvandrere. New Zealand havde oprindelig en rent polynesisk befolkning, men ikke Australien. For at medregne disse to lande til verdensdelen taler især geologiske forhold, men også udbredelsen af flora og fauna.

Stillehavsøerne ligger spredt ud over et enormt havområde; 150 mio. km², svarende til at der er 850 km² hav for hver 1 km² land. Det er karakteristisk, at den første jordomsejler, Fernando de Magellan, krydsede oceanet uden at få landkending, førend han efter fire måneder nåede Guam.

Klimaet er overalt præget af havet; temperaturerne varierer kun lidt gennem året og mellem nat og dag og afhænger især af breddegrad og havstrømme. De fleste øer har tropisk eller subtropisk klima. Klimaet kaldes ofte "paradisisk" og stiller kun beskedne krav til beklædning og huse, men en alvorlig ulempe er de voldsomme orkaner, der ofte hærger.

Plantevæksten afbrydes ikke af kuldeperioder; det er således nedbør og jordbund, der er de begrænsende vækstfaktorer. En del øer, især lige nord for ækvator som fx Jarvis, Palmyra og Kingman, er ubeboede pga. tørke, mens de høje øer i monsunbæltet har kraftig nedbør på vindsiden (på Hawaii mere end 4000 mm om året), hvor der vokser yppig regnskov. Læsiderne har mindre nedbør og ofte en delvis kulturbetinget savanne. Jordbunden er mange steder koralsand, men selv dette dyrkes ofte, bl.a. med brug af kompost i de såkaldte tarosumpe. De høje vulkanske øer har derimod ofte rige dyrkningsmuligheder.

Oceanien var stort set befolket i den nuværende udstrækning før europæernes komme. Senere er europæere, indere, kinesere og japanere indvandret. To øgrupper, Hawaii og Fiji, rummer tilsammen mere end halvdelen af Oceaniens samlede folketal (når der ses bort fra Australien og New Zealand). Begge steder udgør indvandrere (amerikanere hhv. indere) en meget stor del af befolkningen. Befolkningsvæksten er de fleste steder høj, ca. 3% om året. Mange småøer er nu overbefolkede; det gælder også flere, som har haft tradition for befolkningskontrol (fx Tikopia).

Økonomien er endnu hovedsagelig baseret på landbrug og fiskeri, men efter 2. Verdenskrig i stigende grad på turisme og udviklingsbistand. På Hawaii- og Fijiøerne drives moderne landbrug med bl.a. sukker- og frugtavl til eksport. Mange af øerne har dog endnu selvforsyningslandbrug, især baseret på batater, bananer og taro, vestpå også på yams.

Enkelte øer er stærkt præget af minedrift; vigtigst er Ny Kaledoniens nikkelminer, mens råfosfatforekomsterne på småøerne Nauru og Ocean Island efterhånden er bortgravet.

De små østater er næsten alle ulande, og deres udviklingsmuligheder forekommer ret begrænsede. Resurserne er små, befolkningerne er fordelt over et vældigt område, og transport er et problem. Godstransport foregår stadig hovedsagelig med småskibe, der anløber selv de mindste øer et par gange om året for at hente kopra, det tørrede frugtkød fra de allestedsværende kokospalmer.

Som en konsekvens af øernes størrelse rummer Oceanien ingen egentlige storbyer. Regionale centre er Honolulu på Hawaii og Fijis hovedstad, Suva.