Fransk Polynesien

Fransk Polynesien, Territoire de la Polynésie Française, fransk koloni i Stillehavet, omfatter fire større øgrupper; i alt 4167 km² , 245.500 indb (2002). Øgrupperne ligger i NV-SØ-orienterede, parallelle rækker. Alle øerne er af vulkansk oprindelse, dannet over såkaldte hot spots under den overliggende Stillehavsplades vandring vestpå. Mange af vulkanøerne er senere modificeret til atoller ved at synke ned i underlaget, ved vandstandsændringer og gennem koralvækst.

Øernes klima er generelt marint-tropisk, men nedbøren varierer meget fra ø til ø. Hovedstaden Papeete på Tahiti får over 2000 mm om året, mens de lavere øer og øerne nær vendekredsen er tørre. De største årstidsforskelle skyldes forskydningen af passatvindssystemet.

Befolkningen er polynesisk, sprogligt delt i 5-6 polynesiske sprog, hvoraf tahitiansk er det mest udbredte; det fungerer ved siden af fransk som fællessprog.

Bebyggelsen er overvejende samlet i landsbyer, hvis befolkning ofte tilhører én eller ganske få slægtskabsgrupper. På grund af myggeplage ligger de dyrkede arealer på atollerne, især når det gælder sumptaro, langt fra landsbyerne.

På de fleste øer er landbrug og fiskeri fortsat hovederhverv. En stor del af produktionen, fx bananer, ananas og taro, bruges til selvforsyning. Til eksport dyrkes kokos, der forarbejdes til kokosolie. Nærfiskeriet er også til lokal forsyning, mens højsøfiskeriet er næsten helt på udenlandske hænder og eksportrettet. De vigtigste eksportvarer er kulturperler og kokosolie. Turisme står med ca. 150.000 besøgende om året for en tredjedel af valutaindtjeningen. Hertil kommer betydelige tilskud fra Frankrig og de militære aktiviteter, herunder atombombeforsøgsanlæggene på Muroroa.

Selskabsøerne har over halvdelen af befolkningen og består af to grupper: Îles du Vent (øerne i vindsiden, dvs. i øst, hvorfra passatvinden kommer) og Îles sous le Vent (øerne i læsiden). Til de første hører hovedøen Tahiti (1042 km²; 152.000 indb. (2001)) med høje bjerge (Mont Orohena, 2237 m), hovedstaden Papeete og international lufthavn i Faa. Den anden gruppe består af fem større vulkanøer, bl.a. Raiatea og Bora Bora.

Mod SV ligger Tubuai- eller Australøerne, en 1300 km lang række vulkanøer og atoller; ca. 6386 indb. (2002). Hovedby er Mataura på Tubuai.

Tuamotuøerne ligger NØ for Tahiti og omfatter 78 atoller i to lange rækker; i alt 690 km² med 15.973 indb. (2002) inkl. Gambierøerne mod SØ. Særligt kendte er Muroroa og Fangataufa, som siden 1964 har været brugt til forsøg med kernevåben.

Marquesasøerne ligger længst mod NØ og består af ti øer; 1049 km², 8712 indb. (2002). Hovedøen er Nukuhiva. Disse øer spiller en vigtig rolle i polynesisk folklore.