Melanesien. De britiske kolonibesiddelser i Melanesien blev styret fra Fiji. Fra 1870'erne førte briterne på Fiji en politik, hvor lokale skikke respekteredes, og indfødte ledere i vid udstrækning bevarede deres position. Forudsætningen herfor var, at den britiske overhøjhed blev accepteret, og magtforholdet var således tydeligt. Fotografiet fra 1897 viser fijianske politisoldater, der bærer lady Berkeley, en højtstående britisk koloniembedsmands kone.

.

Melanesien (Historie), Begrebet Melanesien er en europæisk konstruktion skabt i 1832 og siden almindeligt brugt i både videnskabelig og populær litteratur. Det udtrykker det europæiske syn på den nyopdagede verden i Stillehavet: Naturen og de sorte mennesker i Melanesien er frastødende og uberegnelige, mens Polynesien er et paradis beboet af lyse, smukke og medgørlige mennesker.

Melanesien blev besøgt af europæiske skibe i 1500- og 1600-t., men følte først for alvor de nye påvirkninger efter påbegyndelsen af Australiens kolonisering i 1788. I utilgængelige egne som Ny Guineas højland blev der først etableret kontakt så sent som i midten af 1900-t.

Melanesiens svage position på verdensmarkedet har medført rovdrift på dets naturresurser, fx sandeltræ i midten af 1800-t. og tropisk tømmer i 1900-t., samt levering af dårligt betalte varer som kopra til Vesten. Området har også fungeret som leverandør af billig arbejdskraft. Fra ca. 1860 til begyndelsen af 1900-t. blev mere end 100.000 melanesiere rekrutteret, undertiden ved list eller vold (blackbirding), til de nyoprettede plantager i Australien og Fiji. En direkte kolonial magtovertagelse skete først, da de involverede europæiske stater fandt det politisk formålstjenligt. Det begyndte med Hollands underlæggelse af det vestlige Ny Guinea i 1828 og afsluttedes med oprettelsen af det engelsk-franske condominium i Ny Hebriderne i 1906. For de melanesiske folk betød den koloniale periode undertrykkelse og en skæv eller slet ingen økonomisk udvikling. Antallet af kolonister var yderst begrænset. Kun Fiji, Ny Kaledonien og Papua har talstærke indvandrerbefolkninger, der fulgte med kolonimagterne.

Under 2. Verdenskrig var Melanesien både forsyningsområde og skueplads for blodige kampe mellem Japan og USA, fx slaget om Guadalcanal i 1942. Det bidrog til at styrke ønsket om politisk selvbestemmelse. De nye stater opnåede dog først uafhængighed ret sent: Fiji i 1970, Papua Ny Guinea i 1975, Salomonøerne i 1978 og Vanuatu i 1980. Ny Kaledoniens og Papuas indfødte folk har forgæves kæmpet for frigørelse fra hhv. fransk og indonesisk koloniherredømme.

Læs mere om Melanesien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig