Ny Kaledonien er et fransk oversøisk territorium i det sydvestlige Stillehav. Territoriet omfatter øen Ny Kaledonien (Grande Terre), de mindre øgrupper Loyalitets- og Chesterfieldøerne, Île des Pins og flere småøer. Hovedbyen i Ny Kaledonien er Nouméa.
Ny Kaledonien
Faktaboks
- Også kendt som
-
Nouvelle-Calédonie
- Indbyggertal
- 271.000 (2019)
- Areal
- 18 575 km²
Territoriets status og politiske forhold
Ny Kaledonien er en af verdens sidste europæiske kolonier. Det er desuden et af EUs OCT (Overseas Countries and Territories). Territoriet er et af meget få, som i officielt FN-regi får støtte til selvstændighedsbestræbelser.
Kanakkernes kamp for selvstændighed
Den oprindelige befolkning kanakkerne har længe ført en kamp for selvstændighed. Senest i forlængelse af optøjer i perioden 1976-1988, der førte til en aftale i 1998. Over en 20-årig periode skulle aftalen give øget selvbestemmelse. Aftalen indebar, at der skulle afholdes tre folkeafstemninger om selvstændighed. De to første afviste selvstændighed, men med et svindende flertal. Tredje afstemning blev boykottet af kanakkerne.
Befolkningssammensætning
Ved folketællingen i 2019 var 41% af befolkningen kanakker, de oprindelige melanesiere; 24% franskmænd, 8% er indvandret fra Wallis og Futuna, mens andre kommer fra Vietnam, Indonesien og Polynesien. Andre betragter sig selv som blandede efterkommere, ligesom en del hvide ikke betragter sig selv som franskmænd eller europæere.
Der er store spændinger og uligheder mellem den oprindelige befolkning og de hvide, som ligner et klassisk mønster fra andre europæiske kolonier.
Økonomiske forhold
Ny Kaledoniens økonomi er ganske bredt baseret med en landbrugssektor (kopra, kaffe, lokale fødevarer, kvæg- og fårehold), skovbrug, fiskeri og en del turisme. Men langt den vigtigste eksport er mineralforekomster, herunder 25 % af verdens nikkelreserver.
Nikkelproduktion i Ny Kaledonien
Nikkelproduktionen er verdens tredjestørste (efter Canada og Rusland). Malmen forarbejdes på store smelterier på øen og eksporteres. Der brydes også jern og mangan, der udføres som malm. Det er samme nikkelforekomst, der gør Ny Kaledonien til en strategisk fransk besiddelse, og Frankrig har gjort store anstrengelser for at forhindre selvstændighedsbevægelsen i at lykkes.
Geologi
Øen Ny Kaledonien er dannet som et fragment af Den Indoaustralske Kontinentplade, der ved pladetektoniske bevægelser blev adskilt fra Australien for ca. 65 mio. år siden. Den ligger i en zone, hvor der sker underskydning (subduktion) mod Stillehavspladen, hvorved der er dannet meget kraftigt foldede og metamorfoserede bjergarter.
I en sen fase af underskydningen er ultramafiske, dvs. olivin- og pyroxenrige, bjergarter fra Stillehavspladen skudt op over de foldede bjergarter. De ultramafiske bjergarter dækker omkring en tredjedel af øen, og de er rige på forskellige tungmetaller som nikkel, chrom og cobalt.
Ny Kaledonien er omgivet af verdens næstlængste barriererev (efter Great Barrier Reef). De øvrige øer er dannet som rygge på gamle vulkanske øbuer.
Sprog
Det officielle sprog er fransk. Den indfødte befolkning taler melanesiske sprog, hvoraf følgende har status som regionalsprog: drehu (ca. 11.000), nengone (ca. 7000) på Loyalitetsøerne samt paicî (ca. 6000) og ajië (ca. 4000) på selve Ny Kaledonien.
Indvandrerne taler javanesisk, vietnamesisk og polynesiske sprog, især wallisiansk og tahitiansk.
Historie
Austronesisk-talende folk bosatte sig i Ny Kaledonien før 1000 f.v.t., men muligvis er papuanske folk kommet til området mange tusinde år tidligere. Først få århundreder inden europæernes ankomst i 1700-tallet tog polynesiske folk Loyalitetsøerne i besiddelse. Den oprindelige befolkning, kanakkerne, var organiseret i klaner, der indgik i autonome stammer, som sprogligt adskilte sig fra hinanden. Yams spillede en central rolle både som fødemiddel og kulturelt, og forfædrenes ånder dyrkedes med høvdingene som forbindende led.
Kolonisering af Ny Kaledonien
Da James Cook som den første europæer ankom til øerne i 1774, var der mere end 70.000 kanakker. Pga. de skovklædte bjerge opkaldte han landet efter Skotland (latin Caledonia). I 1853 annekterede Frankrig Ny Kaledonien og brugte fra 1864 området som deportationssted for mange tusinde straffefanger. Samtidig blev en storstilet minebrydning af nikkel sat i system, mens kanakkerne blev henvist til reservater. Mange kanakker døde under gentagne opstande, pga. sygdom eller under militærtjeneste i den franske hær under 1. Verdenskrig; i 1921 var der kun 27.100 kanakker.
Ny Kaledonien bliver fransk oversøisk territorium
Under 2. Verdenskrig var Ny Kaledonien base for amerikanske tropper, og i 1946 blev øerne et fransk oversøisk territorium, hvor kanakkerne fik franske borgerrettigheder.
Men uroen og volden fortsatte mellem kanakker, der kræver uafhængighed, og indvandrere fra Frankrig og deres efterkommere samt indvandrere fra Stillehavsregionen, der ønsker fortsat tilknytning til Frankrig – og som konsekvent er blevet støttet af den franske stat.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.