Oceanien (Forhistorie og historie - Migrationer), Der hersker fortsat stor usikkerhed om Oceaniens forhistorie, men nogle sandsynlige hovedlinjer kan dog trækkes. For mere end 40.000 år siden forcerede australoide jægere og samlere i simple fartøjer vandene omkring Wallacelinjen mellem Borneo og Sulawesi og bosatte sig i Ny Guinea og Australien. Disse folks efterkommere har efterhånden bredt sig over det meste af Melanesien. Omkring 3000 f.Kr. trængte de første mongoloide og austronesisk-sprogede folk fra de sydøstasiatiske øer ind i Melanesien. Deres kultur indbefattede bl.a. agerdyrkning med simple redskaber og svinehold, erhvervsformer, som også australoiderne i det melanesiske område synes at have udviklet. Austroneserne bredte sig til de fleste melanesiske øer, og der var kulturel kontakt med de papuanske folk, bl.a. gennem indgiftning.

Austronesiske kystbopladser i det melanesiske område, særlig kendetegnet ved karakteristiske lapita-lerkar og evnen til at bygge og sejle kanoer, er dateret til ca. 1500 f.Kr. Fra disse folk udgik de første, der bosatte sig på Fiji og i Vestpolynesien omkring 1300 f.Kr. Med udgangspunkt i Tonga og Samoa fortsatte den gradvise spredning af folk til alle andre dele af Polynesien. Påskeøen blev nået 300-500 e.Kr., Hawaii ca. 650, og New Zealand ca. 700. Det er sandsynligt, at folkene i Central- og Østmikronesien også er direkte efterkommere af austronesiske lapitafolk fra Melanesien eller Vestpolynesien, mens Vestmikronesien sikkert er blevet befolket fra Sydøstasiens øer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig