Oceanien (Geologi)

Oceanien (Geologi), Oceaniens mange øer opdeles i tre hovedgrupper efter deres pladetektoniske dannelse. Den første gruppe omfatter nogle af de største øer som fx New Zealand og Ny Kaledonien. De ligger i kollisionszonen mellem Den Indo-Australske Plade og Stillehavspladen og består af yngre bjergarter, som er dannet under den alpine foldning. Øerne indeholder brudstykker af kontinentplader og sammenskudte vulkanske øbuer. De er præget af bjergkæder med stærkt foldede og metamorfoserede bjergarter, og der forekommer betydelig vulkanisme.

Den anden gruppe består af unge vulkanske øbuer, der er dannet over aktive subduktionszoner, hvor en oceanbundsplade føres ned under en anden. Et eksempel herpå er øgruppen Marianerne, der er dannet, hvor Stillehavspladen føres ind under Den Filippinske Plade.

Den tredje gruppe udgøres af et stort antal mindre øer især på den indre del af Stillehavspladen. Disse øer er primært opstået ved undersøisk vulkanisme, forårsaget af hot spots, dvs. punktvis opstigende varme strømme fra kappen. Ophører vulkanismen, sker der en gradvis indsynkning. Hvor oceanbundspladen bevæger sig hen over en længerevarende hot spot, vil de aktive vulkanøer derfor få en lang stribe af udslukte og "druknede" vulkanøer efter sig som fx øgruppen Hawaii. I de subtropiske og tropiske dele af Stillehavet kan kraftig vækst af koraller ske med samme hastighed som indsynkningen, og der dannes koraløer og atoller over de druknede vulkanøer. På højere breddegrader bliver øerne til undersøiske bjerge og plateauer.

Læs mere om Oceanien.