Polynesien (Folkeslag), Ved arkæologiske studier i området har det vist sig, at det umiddelbare historiske ophav til alle nutidens polynesiske samt central- og østmikronesiske samfund skal findes i de kystbopladser i det melanesiske område, som fra ca. 1500 f.Kr. beboedes af søfarende, austronesisktalende folk; tidligere teorier om polynesiernes oprindelige komme (fra Sydamerika, se Thor Heyerdahl) har dermed fået deres grundskud. De austronesisktalende folk var oprindelig kommet fra de sydøstasiatiske øer og fremstillede lerkar i den karakteristiske Lapitastil; ca. 1300 f.Kr. nåede de frem til Tonga og Fiji, og i de efterfølgende århundreder blev først Samoa, derpå alle andre polynesiske øer taget i besiddelse. Senest nåedes New Zealand ca. 700 e.Kr. Lapita-kulturkomplekset hvilede på en agerbrugs- og fiskeriøkonomi med sten, skaller og ben som de vigtigste materialer til fremstilling af redskaber. Konstruktion af store udliggerkanoer og dobbeltkanoer samt fremragende sømandskab muliggjorde den relativt hurtige spredning over alle de ubeboede polynesiske øer. Dette historiske forløb forklarer, at nutidens polynesiske folk alle udviser en fælles genetisk, sproglig og kulturel grundstruktur, på grundlag af hvilken der er udviklet en rigdom af lokale variationer. Samfundet var hierarkisk opbygget af slægtskabsgrupper, ordnet efter princippet om arv og rangfølge i mandslinjen. De ledende høvdinges status og kraft (mana) hvilede på, at de i en lang linje nedstammede fra førstefødte sønner og var særlig forbundet med de guddommelige magter. Denne hierarkiske struktur, som var mest udviklet på Tahiti og Hawaii, blev kraftig svækket ved den koloniale underlæggelse. På Tonga har den dog fortsat stor samfundsmæssig betydning.