Saipan, ø i det vestlige Stillehav; 120 km2, 36.700 indb. (1999). Saipan er den største af Nordmarianerne. Øen har i 1990'erne oplevet en voldsom vækst i befolkningstal og økonomi, især baseret på turisme; store områder er nu udlagt til hotelkomplekser med tilhørende golfbaner, beregnet på det japanske marked.

Under 2. Verdenskrig erobrede amerikanske marinere øen fra japanerne efter voldsomme kampe; da nederlaget nærmede sig, foretrak mange japanske soldater at kaste sig ud fra Selvmordsklippen, en stejlskrænt på øens nordside, frem for at blive taget til fange. Fra klippen dumpedes også mængder af krigsmateriel, og stedet er nu en særpræget turistattraktion. I krigens slutfase var Saipan og naboøen Tinian udgangspunkt for flyangrebene på Japan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig