Burjatien.

.

Burjatien,

republik i Den Russiske Føderation, en af landets 83 regioner; 351.300 km2, 972.000 indb (2010). Hovedstad Ulan-Ude. Burjatien ligger i Sibirien øst og syd for Bajkalsøen og grænser op til Mongoliet mod syd. Terrænet er især mod vest bjergrigt, og store dele er dækket af tajgaens udstrakte skove.

Befolkningen er overvejende russere (68%), mens 28% er af burjatisk nationalitet. Over halvdelen bor i dalen omkring floden Selenga, der fra Mongoliet løber mod nord og udmunder i Bajkal. Der findes knap 100.000 burjatere uden for republikken, især i Den Aginsk-burjatiske og den Ust-ordynske Autonome Kreds, der ligger henholdsvis øst og vest for Burjatien. Der har været fremsat krav om en politisk og administrativ samling af burjaterne.

Landbrug foregår overvejende i Selengadalen, hvor der dyrkes korn og grøntsager. Der er fastlandsklima med lange, kolde vintre; vækstsæsonen er kortvarig, men varm. Minedrift er af betydning, bl.a. brydes guld, molybdæn og wolfram. Hovedstaden Ulan-Ude har en dominerende position med administration, uddannelse og alsidig industri. Burjatien gennemskæres af to vigtige transportveje, Den Transsibiriske Jernbane og Bajkal-Amur-banen (BAM).

Sprog

Burjatisk er et mongolsk sprog, nærtbeslægtet med kalmykisk og khalkha-mongolsk. Foruden i Burjatien tales det også sporadisk i Mongoliet og i Nordkina. Traditionelt brugtes mongolsk skrift, en kort overgang latinsk, men den nu dominerende ortografi er baseret på det kyrilliske alfabet. Se mongolske sprog.

Historie

Burjaternes oprindelse er usikker. De er blevet knyttet til tyrkiske folk vest for Bajkal og til mongolske stammer, der fra syd trængte ind i Bajkalområdet. Sprogligt blev de mongolsktalende og religiøst først shamanister, senere lamaister. Burjaterne optræder sent som et konsolideret folk, hvilket formodentlig skyldes, at de overvejende var nomader. I forbindelse med russernes kolonisering af Sibirien i 1600- og 1700-t. blev Burjatien en del af Det Russiske Imperium. Med den voksende russiske indvandring blev burjaterne tvunget mod øst til dalene omkring floderne Selenga og Barguzin. 1822-1901 nød burjaterne godt af en relativt liberal politik, der tog vidtstrakte hensyn til de etniske mindretals kulturelle egenart og sociale forhold. I forbindelse hermed udvikledes en burjatisk, nationalt bevidst intellektuel elite, der i kontakt med russiske liberale kredse i begyndelsen af 1900-t. kom i opposition til zarmagten. I 1923 dannedes en burjat-mongolsk autonom republik, der omfattede et areal vest og øst for Bajkal samt Agasteppen længere østpå. Hovedstad blev Ulan-Ude, grundlagt i 1666 som en kosaklejr. I 1937 reduceredes republikken imidlertid til dens nuværende størrelse. Republikkens oprindelige ledelse af national-burjatisk observans blev i løbet af 1920'erne udskiftet med russiske og burjatiske bolsjevikker. 1930'erne prægedes af en hårdhændet russificeringspolitik og religiøs forfølgelse. Tvangskollektiviseringen ødelagde nomadelivet og dermed væsentlige dele af den nationale kultur. Fra slutningen af 1980'erne sporedes en national og religiøs renæssance, der viste, at dele af den nationale kultur trods alt havde overlevet. Da burjaterne kun udgør et mindretal i deres republik, har den nationale bevægelse imidlertid haft svært ved at slå igennem politisk.

I 1991 blev Den Burjatiske Autonome Sovjetrepublik, der havde eksisteret siden 1958 i den russiske sovjetrepublik, omdøbt til republikken Burjatien.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig