Kolahalvøen, ca. 100.000 km2 stor halvø i den nordvestlige del af Rusland, omgivet af Barentshavet og Hvidehavet. Geografisk set udgøres vestgrænsen af den geologiske brudlinje, hvori floderne Kola og Niva løber, men i daglig tale regnes den norske og finske grænse som halvøens vestgrænse. Nordkysten er høj og stejl, mens sydkysten skråner jævnt mod havet. De højeste bjerge er Khibiny og Lovosero øst for Imandrasøen. Klimaet er forholdsvis mildt takket være Golfstrømmen, der også holder havnebyen Murmansk isfri hele året.

Vegetationen er mod nord tundra, der sydover går over i tajga med fyr og gran. Undergrunden består af granit, gnejs og krystallinsk skifer og er desuden overmåde rig på metaller og mineraler. Der brydes kobber, jernmalm, aluminiumholdige mineraler, apatit (råfosfat til kunstgødningsproduktion), nikkel m.m. Ved de korte, vandrige floder er der anlagt adskillige vandkraftværker. Nord for Kandalaksja er der desuden anlagt et kernekraftværk 1973-84, hvis fire reaktorer har en samlet kapacitet på 1760 MWh. Udvindingen og forarbejdningen af især nikkel og aluminium er stærkt forurenende. På strækningen fra Murmansk til Kandalaksja, hvor mange store industriforetagender er placeret (aluminium, kunstgødning, cellulose, cement o.a.), er forureningen af katastrofalt omfang, og ødelæggelserne anses for uoprettelige. I 1990 var svovludslippet fra nikkelværkerne 550.000 ton. Forureningen herfra betragtes som Norges og Finlands alvorligste forureningsproblem, og der har gennem 1980'erne og 1990'erne været ført mange resultatløse forhandlinger. Siden 1991 har der været et fald i produktionen som følge af Ruslands almindelige krise og dermed også et fald i forureningen. Svovludslippet udgjorde således ca. 200.000 tons i 1999, men problemet er ikke løst, for både nikkel og aluminium er vigtige eksportvarer, som prioriteres højt af centralregeringen. Et andet alvorligt forureningsproblem er de oplagte atomubåde, hvis reaktorer og brændstof afgiver en betydelig radioaktiv stråling. Det er planen at ophugge 100 atomubåde inden 2020. Det forurenede areal på Kolahalvøen udgjorde i 2004 19.250 km2.

Som udkantsområde har Kolahalvøen været alvorligt berørt af krisen siden 1991. Folketallet har været faldende gennem 1990'erne som følge af afvandring. Især har Murmansk haft stor afvandring, bl.a. pga. faldende beskæftigelse i den russiske højsøflåde, og indbyggertallet blev reduceret med 132.000 fra 1992 til 2002, hvor det var 336.000.

Vedrørende områdets geologi, se Det Baltiske Skjold.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig