Almaty
Til højre i billedet ses Almatys koncerthusbygning, som ligger på en af byens hovedsagelige pladser. Her foregår mange kulturelle begivenheder såsom koncerter og festivaler. Den høje bygning i billedet er Kazakhstan Hotel, som stod færdig i 1977.
Zenkov Katedral
Zenkov Katedral i Almaty. Det er en russisk ortodoks katedral, bygget af træ og som stod færdig i 1907.
Abai Opera og Teater

På billedet ses Almatys opera- og balletteater, som er opkaldt efter den kasakhiske digter, filosof og politiske figur, Abai.

Almaty er Kasakhstans største by, som havde 1,9 millioner indbyggere i 2020, heraf ca. en tredjedel russere.

Faktaboks

Etymologi

Navnet er kasakhisk stammer fra 'Alma' æble og 'Ata' fader; dvs. 'æble-fader', da byen er omgivet af æbleplantager.

Også kendt som

kasakhisk Alma Ata

Byen ligger i Kasakhstans sydøstlige hjørne ved foden af bjergkæden Ala Tau. Almaty var en garnisonsby i zar-tiden, hvorfra byplanen stammer, der er formet som et skakbræt. Det vinkelrette gademønster skjules til dels af de mange skyggetræer, som vandes af åbne kanaler med vand fra de omkringliggende bjerge, og byen regnes for at være en af de allersmukkeste i hele det tidligere Sovjet.

Byen har fastlandsklima med varme somre og er et af centrene for forarbejdningen af Kasakhstans store bomuldsproduktion. Herudover er der en alsidig industrisektor med bl.a. sværindustri.

Byen var hovedstad frem til 1997 og har både universitet (fra 1928) og andre højere læreanstalter samt teatre (bl.a. for det tyske mindretal), ballet og opera. Den 21. december i 1991 var Almaty hjemsted for den endelige grundlæggelse af SNG.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig